Livet som forældre - af en hønemor

Når man får barn/børn er det hele ens tilværelse, ja nærmest hele ens eksistens der ændre sig! Alt er nyt og man skal sammen finde ud af at finde en balance og rutine i hverdagen, så man som forældre kan få skabt et trygt og godt miljø for det lille nye væsen man har skabt.
Dernæst skal man også finde ud af at finde en balance mellem "personlig frihed" og at pleje parforholdet.
Det er ikke altid helt nemt og ofte kræver det nøje planlægning, enkelte diskussioner og ikke mindst samarbejde for at få det hele til at gå op!
Når vi så synes vi har fået styr på det meste, så er der også lige alle de uforudsete udfordringer der kan dukke op, i alle størrelser og afskygninger!

Hvis jeg skal komme med nogle få helt konkrete eksempler fra vores hverdag, så har det f.eks. betydet at vi ofte må tage tidligt hjem når vi er i byen, så Aksel kan komme hjem i sin egen seng og sove, og derved holde styr på hans soverytme og rutine (= glad baby = glade OG udhvilede forældre).
Det har krævet, at vi har måttet holde sammen og lære at man som forældre, for en tid, nu og da må være "de kedelige" i selskabet.
For nogen har det måske været svært at forstå, og vi havde måske også svært ved at sætte os ind i det, før vi selv fik børn? -men faste rutiner og at overholde sovetidspunkter i hverdagen, er bare blevet en vigtig prioritet for os- og det er det jo trods alt også for mange andre børnefamilier.

Personlig frihed drejer sig i vores tilfælde om, at kunne komme til håndboldtræning, fodboldtræning, besøge veninder eller nørkle med kreative projekter i ro og fred. Her har det at få børn, sat begrænsninger eller i hvert fald krævet planlægning og måske endda lidt ofringer eller "trækken lod" for at få det til at falde i hak.
Vi har trods alt altid fundet en løsning og har fra starten haft aftaler om, hvor vigtigt det var, at der blev taget ligemeget hensyn til os begge, så vi på hver vores måde kunne lave andet end at skifte bleer, give mad eller rende frem og tilbage når det var puttetid for Aksel.

Det der med "personlig frihed" har været svært for mig at give mig selv, da jeg samtidig ikke har villet, eller haft lyst til at "give Aksel fra mig", jeg er jo hans mor! Det er mig der skal passe ham, give ham kys, kram, trøst og kærlighed og det har jeg til hver en tid vægtet højere end at kunne "komme ud".  
Så når det var mig der skulle ud til noget uden Aksel, har jeg altid haft det bedst med at overlade ham til Martin, på den måde har jeg stadig haft lidt "kontrol" over situationen og følt mig 100% tryg og været i stand til at slappe af og koncentrere mig (lidt) om det andet jeg skulle...

Men hvad så når tosomhenden skal plejes eller vedlige holdes, hvis man kan bruge det udtryk?
-for os har det betydet, at Aksel skulle have nogle kendte ansigter til at tage sig af ham, men samtidig være hjemme i hans trygge rammer og miljø. Det har fungeret ok og de få gange Aksel har været passet er det gået fint og ja ja.. Martin og jeg har da også hygget os, men jeg må endnu engang indrømme, at jeg er en HØNEMOR og har derfor sendt en tanke eller to af sted til Aksel hver halve time (mindst).. Men det er jo bare den person jeg er og det skal jeg heldigvis ikke lave om på :)

Nu er vi som nævnt i et tidligere oplæg, så kommet til det med vuggestuen, hvordan skal en hønemor som ovenikøbet er pædagog så takle det? Det er meget underligt, at jeg nu er på den "anden side" og jeg kan mærke, at det er lidt svært at finde en god balance mellem min pædagogiske faglighed og min rolle som forælder. Jeg ved jo, at det bl.a. er vigtigt for Aksel, at lære at indgå i sociale samspil med andre børn, men jeg ved også hvor hårdt det kan være for et barn, at skulle lære at stå på egne ben. Her vil pædagogerne aldrig kunne erstatte en mors omsorg, trøst og tryghed.

Aksel har været i vuggestue 5 gange af 1 time hvor han har været der alene. Det er gået fint, og Aksel har været meget fascineret af de mange børn, og har peget på dem, smilet til dem og grinet af dem. MEN de sidste to dage hvor Aksel har haft dårlig mave, som sikkert skyldes hans første bisse, så har han været lidt ked og pylleret i vuggestuen og når jeg har hentet ham har han grædt når han fik øje på mig :(  
Det er det en mor frygter, men som hun ved ikke kan undgås! ØV.
Det tager lidt modet fra mig og lige nu har jeg allermest lyst til at have ham hos mig og besøge venner, veninder og andre babyer som vi plejer. Hvorfor skal han "tages fra mig" nu? Altså jeg ville ønske, at man helt selv kunne bestemme hvor lang ens barsel skulle være! 

Der findes jo heldigvis ingen "opskrift" på hvordan man skal være forældre eller hvordan man skal opdrage sit barn eller hvornår ens barn skal ud og passes, eller hvornår det skal overnatte ude uden mor og far, men ofte er det de omgivelser, miljøer og det samfund man lever i, der er medbestemmende eller afgørende for nogle af de valg, man må træffe i forhold til tilværelsen som forældre og børnefamilie.
Så er den største opgave blot at få det puslespil til at gå op, og samtidig bevare de personlige værdier og holdninger man som familie har skabt og værdsætter!

Et lille glimt af mine tanker om forældrelivet.....