♥ Astrid og Aksel ♥

♥ Astrid og Aksel ♥

lørdag den 28. september 2013

En lille status..

I onsdags d. 25. september havde Martin fødselsdag :) Vi havde begge taget fri fra arbejde, da vi også skulle til misdannelsesscanning. I dagens anledning bestilte vi bord til fødselsdagsbrunch på Restaurant Elbjørn. Det er en gammel isbryder, der nu er lavet om til en hyggelig restaurant på havnen i Aalborg. Aksel var i vuggestue imens, så det gav os mulighed for at få en hyggelig kærestedag. Aksel blev hentet ca. kl. 15 og til aftensmad havde vi købt ind til en lækker fødselsdagsmiddag.

MD-scanningen gik rigtig godt og vi fik bekræftet, at vi venter en lillesøster- prinsesse til februar. Hun var helt perfekt og lå og puttede med hænderne i ansigtet (nøjagtig som sin storebror gjorde). Hun blev skønnet til at veje 350g og målte 25 cm fra hoved til hæl.
Jeg var 20+3 uger henne. Da jeg var til MD-scanning med Aksel var jeg i uge 20+0, hvor Aksel vejede ca. 337g og målte 23 cm. Det er skægt at se hvordan de følger hinanden størrelsesmæssigt. Dog ser det ud til at lillesøster er en lille smule større end sin storebror (indtil nu).

Lillesøster sparker lystigt og danser rundt i maven og et par dage før Martins fødselsdag fik han også lov til at mærke hendes spark udenpå maven 

I dag er Aksel 19 måneder og i morgen går jeg ind i uge 21+0. Jeg syntes tiden går stærkt lige for tiden! Men på samme tid må det faktisk godt gå lidt hurtigere- i hvert fald med hensyn til vores husbyggeri. Vi regner nemlig meget stærkt med, at kunne flytte ind i huset i efterårsferien! Nøj hvor vi glæder os! - I hvert fald til selve flytningen er overstået og til vi er kommet på plads i vores hjem.

I går fik vi bestilt en lækker elevationsseng, en sofa og et sofabord. Det er noget af en pengeudskrivning! Men i de sidste, knap 1½ år har vi sovet på en hård sovesofa og selvom den er ganske udemærket, så er den efterhånden ved at være godt slidt og jeg glæder mig til at kunne ligge min gravide krop godt til rette i vores nye seng!

Vi mangler stadig at købe lidt møbler, en tørretumbler og lidt småting til huset, men vi har heldigvis styr på de vigtigste ting. Så kan vi gå og nyde vores hjem og beslutte os for de sidste detaljer  hen af vejen, og så er alt forhåbentlig klar til når lillesøster kommer.

Jeg kommer til at gå på barsel i midten af december, så det bliver helt fantastisk at kunne gå derhjemme og hygge sammen med Aksel i julemåneden- og ikke mindst at fejre vores første jul sammen i huset med et STORT juletræ. Jeg har en ide om at det skal være et KÆMPE træ, nu da loftet i vores stue/køkkenalrum går til kip ;) Men nu må vi se hvad det ender med..

I skrivende stund ligger Aksel og sover i sin seng, da han har været syg siden i torsdags med feber og opkast. Han er i klar bedring, men er stadig slatten og har ingen appetit. Det eneste han gider er lidt snacks og så en sutteflaske med mælk. Vi håber han når at blive frisk i løbet af i morgen.
Martin er oppe ved vores hus og ligge fliser på terrassen, samt rundt om huset, sammen med lidt familie og venner. Der skal de også være oppe i morgen. (skønt med bekendtskaber der glædeligt vil give en hånd!) :) 
Vi vil gerne have så meget af det udvendig lavet inden vinteren, så vi slipper for at gå i sand og jord næste forår. Jeg regner nemlig også med at prinsessen skal stå og sove i sin barnevogn på vores overdækkede terrasse, og det bliver bare meget nemmere hvis der også er lagt fliser.

Aksel havde fået en trillebør af mormor og morfar, som de havde taget med ud til huset, så kunne Aksel også slæbe sand og sten. Når det blev for kedeligt ville Aksel ind og høre musik i bilen og pille ved radioen ;)
 
I tirsdags startede vi til forældre/barn gymnastik og Aksel elskede det! VI var ellers lidt spændte på om han ville være for træt da det først er fra 17-17.45. Lige midt i vores spisetid og "ulvetid". Men han dansede til musikken og hoppede rundt og kastede sig glædeligt ud i alle forhindringerne. Martin var også med, da vi regner med at han kommer til at overtage et par af gangende, efterhånden som jeg bliver større og tungere.
Aksel var ganske frygtløs og på nul komma fem sad han oppe i den øverste ribbe! -og ville IKKE ned igen! Gudskelov for at Martin var med, for jeg kunne absolut ikke nå ham og nåede at blive lettere panisk ved tanken om at han ville falde ned! Hold op hvor var det komisk og skægt! Jeg er sikker på at de andre på holdet også fik sig et godt grin!
 
Til marts er der opvisning, der er det ikke sikkert, at jeg er klar til at tumle rundt med Aksel på gulvet, men så må lillessøster og jeg kigge på imens :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar